fbpx

Når du tror du er Wonder Woman

Jeg har længe prøvet, at skrive dette indlæg igen og igen. Det er ekstremt grænseoverskridende for mig. Men det er et vigtigt emne, som jeg har lyst til at tage op og jeg har derfor valgt, endelig at tage mig sammen til at gøre det færdigt. 

I start februar var jeg sygemeldt i godt 2,5 uge. Jeg stod en aften og underviste og måtte overgive mig midt i timen, da jeg knap kunne stå på benene grundet svimmelhed. Min søde kæreste var heldigvis til stede og kunne overtage timen for mig.

Jeg lå ude i receptionen i godt halvanden time, hvor det hele bare kørte rundt, som var jeg godt og grundig beruset. Hver gang jeg prøvede at rejse mig, fald min gummiben bare sammen.

Jeg fik til sidst kæmpet mig ned i bilen og blev kørt hjem i seng. Min første tanke var, at det nok bare var en form for virus.

De næste dage lå jeg i sengen og kunne absolut intet andet. Voldsom kvalme og svimmelhed ramte mig, hver gang jeg prøvede at sidde eller stå op. Jeg måtte bare blive liggende. 

Efter et par dage tog jeg kontakt til min læge, som mente det var væske på øret (trods hun ikke kunne måle noget), øresten eller virus på balance nerven.

Jeg nævnte mine nakke og rygsmerter for hende, men fik af vide det ikke kunne have noget med dette at gøre. Jeg skulle gå hjem og hvile mig og blive i sengen. 

Efter endnu et par dage, bestilte jeg tid hos en af de andre læger i lægehuset og her blev der endelig gjort noget aktivt. Mine frustrationer over ingen bedring og uvished om hvad det var, gik mig ENORMT meget på. 

Jeg er selvstændig og er jeg ikke på arbejde, tjener jeg heller ikke nogle penge. Plus, jeg er ekstremt pligtopfyldende og jeg ville bare gerne være der for mine klienter og mine hold. 

Jeg gik en henvisning til en ørelæge, som kunne tjekke mig 7 dage senere :-/ Og så blev jeg sendt til røgten for mine nakke -og rygsmerter.

I mellemtiden tog jeg til akupunktur. Det har hjulpet mig flere gange med forskellige skavanker og hovedpine, så det besluttede jeg mig for at prøve igen.

Efter blot en behandling kunne jeg mærke en lille forskel. Jeg kunne nu holde ud at sidde og gå lidt rundt. Svimmelheden kom stadig efter 10 -15 min, men det var da fremskridt.

Ørelægen fandt intet – hverkern øresten eller virus på balancenerven. Røgten viste heller ikke noget.

Min familie og kæreste havde talt med mig om at det kunne stress. Men det troede jeg absolut ikke på. Jeg havde jo ikke følt mig stresset. Godt nok havde jeg meget at se til og mange nye projekter i gang hele tiden, men det er jo alt sammen noget jeg elsker og brænder for. 

Ved næste lægebesøg havde jeg igen Toke med. Og da læge var ved at løbe tør for ideer, fik Toke åbnet lidt op for emnet stress. Det pressede mig ud i at fortælle, hvordan det egentlig stod til og at der måske var lidt mere i det end “bare” svimmelhed. 

Det var EKSTREMT grænseoverskridende og jeg følte lidt jeg måtte kaste håndklædet i ringen og overgive mig. Måske var det rent faktisk stress. 

Jeg gik herefter til flere samtaler hos lægen og fik noget kognitiv behandling. Jeg skulle bl.a føre aktivitetsdagbog og sætte pil op ved det der giver mig energi og pil ned ved det der tager energi. Hurtigt kunne jeg godt se, at min hverdag ofte bestod af at give rigtig meget af mig selv til alle andre uden rigtig, at lave noget der lader mig op igen. 

Når det så er sagt, så følte jeg stadig ikke, at det var arbejdet der var problemet. Det var som om, at der var noget andet, men jeg kunne ikke rigtig finde frem til det eller mærke hvad det var. 

Jeg delte kun dette forløb med Toke, da jeg syntes var mega pinligt. Jeg skulle jo være hende med overskud, motivere folk omkring mig og leve op til det her image som man nu engang har som coach og personlig træner. Jeg følte mig total svag og var så sur på mig selv over ikke at kunne håndtere dette. Jeg ville bare ikke tilbage til der hvor jeg var for 5 år siden, hvor jeg kæmpede med en depression. Nu var jeg jo lige kommet ovenpå igen – eller var jeg??  

Det var gået så vidt, at det nu var blevet fysisk også, som nu hindrede mig i overhovedet at kunne tage på arbejde. 

Efter godt 1 mdr i terapi tog jeg mig endelig sammen til at tale med min familie om det. Normalt taler jeg med dem flere gange om dagen og om alt og ingenting, men i denne periode havde jeg lukket dem fuldstændig ude og ringede til dem mindst muligt. 

Jeg fik nogle gode samtaler med familien og min kæreste og  det ledte mig mere og mere ind på rette spor om, hvad et egentlig kunne være. Ting jeg havde fortrængt godt, men som stille og rolig kom op til overfladen igen, ved at få talt med dem. 

Svigt, løgne, karrierer skift, ny omgangskreds, utroskab, var nogle af de ting jeg fandt frem til. Jeg havde simpelthen fortrængt det.

Følelsen af ikke at være god nok, at folk ikke bryder sig om mig eller frygten for at miste er nogle af de ting jeg døjer med dagligt. Men fordi der er noget jeg har følt hver dag, flere gange om dagen i mange MANGE år, har jeg tænkt det som noget helt normalt. Uden at mærke hvad disse negative følelser og tanker egentlig gør ved mig. 

En hverdag hvor man er ekstremt hård ved sig selv og bilder sig selv ind at man ikke er god nok etc. er noget der virkelig tager på energien. Følelsesmæssig stress!!

Derfor har jeg begravet mig i mit arbejde. For det er en af de eneste ting jeg ved, at jeg er god til. Når jeg har arbejdet, har jeg været fri for at tage stilling til, hvordan jeg egentlig selv har det.

Jeg går nu i terapi hos min læge, som er helt fantastisk. Jeg har fået en masse værktøjer og jeg kan virkelig mærke en fremgang. 

Jeg havde i sidste uge en HEL uge, hvor jeg ikke var nede og dykke pga. mine negative tanke. De fik slet ikke lov til at fylde i mit hoved. 

Jeg har de bedste, forstående og mest rummelige mennesker omkring mig, som hjælper mig. Men vigtigst af alt er jeg begyndt at hjælpe mig selv!

Nå, det er vidst på tide at runde dette indlæg af inden det bliver AAAAALT for langt. Det er en kæmpe lettelse for mig at få dette ud. Livet på de socialemedier ser ofte så perfekt ud – og især fra sådan nogle trænings-freaks som mig selv. Konklusionen er at jeg desværre ikke er Wonder Woman, jeg er kun et menneske, som skal lære at blive god til at hjælpe sig selv, ligesom jeg er god til at hjælpe andre.

We all have stories to tell – og her var lidt af min. 

Jeg håber i kan lide indlægget. Ønsker i at jeg deler mere ud om mit forløb og evt. min tidligere depression og hvordan jeg kom igennem den – så skriv meget gerne til mig 🙂